Sådan kan du nemt og billigt børnesikre dit hjem

Det er hårdt arbejde at sørge for, at småbørn ikke kommer galt afsted. Arbejdet begynder nærmest i det øjeblik, hvor baby kommer til verden. Men som det lille menneske vokser og bliver mere mobilt, bliver opgaven med at holde øje og passe på kun større. Og faktisk skal barnet ikke være ret mange måneder gammelt, før det kan gribe med hænderne og møve sig fremad nede på gulvet. Mens flergangsfødende har prøvet det hele før, kommer det bag på mange førstegangsforældre, hvor hurtigt udviklingen sker. Derfor kan man som forældre aldrig være for hurtigt ude, når det kommer til at børnesikre hjemmet.

Selvom du afskærer baby fra eksempelvis trapper og særligt udvalgte rum med en låge, kan du ikke fjerne møbler og stikkontakter fra de steder, hvor baby godt må være. Og du kan ikke låse alle døre og sætte skodder for vinduerne. Det skal du heller ikke. Børnesikring af hjemmet behøver ikke at være en kæmpemæssig opgave at komme igennem. Med ganske få – og små – stykker billigt udstyr, kan du gøre dit hus til en sikker oase for baby at udvikle sig i.

Brug låge- og skuffesikringer til dine skabe

Det er meget sjældent en god ide, at husets mindste har adgang til skabe og skuffer rundtomkring i huset. Derinde har du måske porcelæn og glas, rengøringsmidler, batterier eller andre ikke-børnevenlige genstande. Lås dine skabe og skuffer med små, simple skuffe- og skabssikringer af selvklæbende plastik. Skuffelåsen fungerer ved, at du klæber to plastikdele på møbler, en del på skuffen/lågen og en anden del på siden af skabet/reolen. Imellem de to dele sidder en tredje plastikdel, som forbinder de to andre. Låsemekanismen er uigennemskuelig for små børn, og dermed beskytter du baby fra indholdet i dine skabe. Hvis du har borde, vindueskarme og lavthængende skabe med skarpe hjørner, kan du sætte hjørnebeskyttere på hvert hjørne. Hjørnebeskyttere er små skum- eller silikonedele, som du nemt sætter på de ønskede hjørner.

Det gør ondt at klemme fingrene

Børn er vilde med døre. Dørene kan åbne og lukke, og man kan gemme sig bag dem og sige ”bøh!” til mor og far. Desværre glemmer de mindste ofte at flytte fingrene, når de skubber døren i. Løs problemet hurtigt og enkelt med dørstoppere i skum. Du kan få dørstoppere i mange farver og med form som forskellige dyr. Skumdørstopperen skal ikke klæbes fast. Du skal blot vride den omkring kanten af døren, så den forhindrer, at døren kan lukkes helt.

Brug vinduessikringer, og undgå forældres værste mareridt

De fleste forældre har gjort sig skrækforestillinger om, at baby kravler op i vindueskarmen, åbner vinduet og falder ud. Det virker naturligvis mere skræmmende, hvis du bor på femte sal, end hvis baby ’bare’ falder ned på en blød græsplæne fra stuevinduet. Uanset hvad, er det en god ide at sikre vinduerne indefra. Princippet i vinduessikringer er det samme som i skuffesikringer – plastikdele, der sidder fast mellem vinduet og rammen og låser vinduet, så det ikke kan åbnes mere end et par centimeter.

Hov, du mangler stikkontakterne

Det er, som om de små, sorte huller i væggenes stikkontakter kalder på babys fingre. Det er sjovt at tænde og slukke på knapperne, men hvad er der mon inde i hullerne? Det kan man jo kun finde ud af ved at mærke efter – men baby ved ikke, at man risikerer elektrisk stød ved sådan en manøvre.

Har du stikkontakter nede ved gulvet, bør du fylde hullerne på med børnesikringer. En børnesikring til stikkontakter består af en lille plastikdel med to ben – nøjagtig som et hanstik. Sikringen blokerer effektivt for hullerne. Desuden er sikringen næsten helt flad og dermed meget svær at få ved med fingrene. Det er smart, da baby endnu ikke har finmotorik til at trække sikringen ud igen. Der følger ofte en lille ’pind’ eller en ’nøgle’ med til sikringen, som de voksne kan bruge til at trække den ud igen, når baby sover, og kontakten skal i brug.

Børnesikring giver også overskud til forældrene

Hvis du ved, at alle kontakter er sikret, at hver en låge og hvert vindue er låst, og at ingen døre kan klemme fingre, slapper du mere af. Du er ikke længere så ængstelig, når du er nødt til at vende ryggen til baby i et kort øjeblik. Børnesikring betyder sikkerhed til baby og overskud til mor og far.

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *