Korrekturlæsning giver professionel kommunikation

Når vi kommunikerer med hinanden på skrift, er det en fordel at undgå forstyrrende småfejl. Det gælder, uanset om der er tale om kommunikation mellem firmaer, fra firma til målgruppe eller mellem private. En god korrekturlæsning sikrer, at dit budskab går rent igennem uden støj. Derfor kan det undre, at mange ikke får redigeret deres tekster før publicering. Eller måske får de dem ikke redigeret professionelt. I hvert fald er det min erfaring, at alt for mange tekster ikke bliver rettet ordentligt. Det ses på hjemmesider, i reklametekster, i avisartikler m.m.

Sproglige brølere

I foråret 2011 kreerede partiet Venstre en flot valgkampagne med gode fotos og professionel grafik. Problemet var bare, at de ikke stavede korrekt til ordet “velfærd”, som uheldigvis var stavet “vælfærd”. Denne super korte tekst kunne en korrekturlæser have rettet for næsten ingen penge. I omtalen af kampagnen var de fleste eksperter enige om, at denne brøler ikke havde nogen fordele i stil med “enhver medieopmærksomhed er godt for afsenderen”. Stavefejl er sjældent gavnligt for dine aktiviteter. Der findes mange andre lignende eksempler. I en reklamekampagne skrev en tekstforfatter fx “Vend dig til det!”. Denne fejl bliver ikke opdaget med korrekturlæsning i Word. For ordet “vend” er stavet rigtigt, men det er det forkerte ord. Der skulle stå “Væn dig til det!”.

Hvad kan man selv gøre?

Som eksemplet med Venstre viser med enhver tydelighed, så bør man i første omgang fokusere på de centrale begreber i teksten og sikre, at disse er stavet korrekt. Det giver ikke meget mening at kalde sig ekspert i fx søgemaskineoptimering, hvis man ikke engang kan stave til det. Det går alt for hårdt ud over tilliden og troværdigheden mellem firma og kunde. Så begynd med at se på de centrale begreber inden for din branche. Bemærk i øvrigt, at fejl ofte opstår, når flere mennesker skal være med til at skrive en tekst. Man siger jo, at for mange kokke fordærver maden. Det gælder i særdeleshed, når vi taler tekster. Få evt. én tekstforfatter på opgaven – eller i hvert fald en hovedansvarlig sat på opgaven. På denne måde undgår man, at skribenterne bare fralægger sig ansvaret for, om det er lavet ordentligt.

Priser på korrektur

Da jeg begyndte som korrekturlæser for nogle år siden, tilbød jeg et fast beløb pr. side. Dette var ikke nogen succes. For det første havde jeg ikke gjort det klart for mig selv og de potentielle kunder, hvor mange tegn der er på en side. For det andet – og det er vigtigere – skelede jeg ikke til tekstens sværhedsgrad. Med det sidste mener jeg kort fortalt, hvor mange fejl der er i teksten, og hvor svær den er at forstå. Nogle kunder kunne faktisk slippe med en lavere pris, fordi teksten var nem at gå til. Andre måtte nødvendigvis betale mere. For hvis man kæmper med teksten og ligefrem må ringe skribenten op for at få forklaret, hvad visse dele af teksten betyder, så tager det selvfølgeligt længere tid. Jeg foretrækker at give kunden et bud ud fra læsning af et par af deres sider. Nogle kan få meget favorable priser, mens andre må se i øjnene, at deres tekster er svære at rette.

Korrekturlæsning af speciale

Jeg har nogle gange korrekturlæst specialer for universitetsstuderende. Det er fornuftigt at få en professionel til at se det igennem. Især hvis man ikke selv har styr på sprogreglerne. Men selv hvis man har nogenlunde styr på den, så kan det stadig være svært at spotte fejlene i en så lang tekst som et speciale er. Det gør det også vanskeligere, når det er en tekst, som man har siddet med næsen nede i alt for længe.

Skulle du være i tvivl om reglerne, kan jeg anbefale et kig på Dansk Sprognævns hjemmeside, hvor du kan se Retskrivningsordbogen online, ligesom du kan læse om de forskellige sprogregler.

One Comment

  1. Helt enig i ovenstående. Det er også vigtigt at tilføje at mange steder som tilbyder korrekturlæsning ikke blot retter fejl men giver en 1:1 feedback på skriftlig fremstilling ud fra et par friske øjne på teksten.

    6. december 2016
    Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *